Markedsføring på Snapchat

snapchat

Hvad er Snapchat?

Snapchat blev stiftet i september 2011 af Evan Spiegel, Reggie Brown og Bobby Murphy på Stanford University og har nu hovedkvarter i Los Angeles.

På verdensplan sendes mere end 450 millioner snapchat-beskeder dagligt. Snapchat har omkring 100 millioner aktive brugere. 71 procent af disse er under 25 år.

At Snapchat anses for at udvikle sig til et stærkt socialt medie bevises af, at såvel Facebook som Google har forsøgt at opkøbe Snapchat for henholdsvis 3 milliarder og 4 milliarder USD. Begge gange har Evan Spiegel afslået at sælge tjenesten.

Snapchat har for alvor gjort sit indtog hos den danske ungdom, og med 400 millioner snaps om dagen på verdensplan, har Snapchat i løbet af et par år overhalet de store sociale medier Facebook, Twitter og Instagram, når det drejer sig om at dele billeder med vennerne.

Snapchat er et socialt netværk, som udelukkende fungerer på mobile enheder som smartphones og tablets.

Mange virksomheder har længe forsøgt at markedsføre sig selv på forskellige sociale medier, og nu er turen kommet til Snapchat, der vil være speciel interessant for de virksomheder, som sælger produkter eller serviceydelser til den unge generation.

Det er efterhånden almindelig viden, at unge i teenagealderen søger væk fra Facebook eller bruger mindre tid på det ellers så populære netværk. Facebook er blevet en reklamesøjle, hvor virksomhedernes opslag drukner samtidig med, at færre unge benytter netværket. På Snapchat sendes der dagligt omkring 450 millioner snaps på verdensplan, og på Facebook er tallet omkring 350 millioner opdateringer og billeder om dagen.

Snapchat er kommet med på listen over de mest benyttede sociale medier i verden. Der foreligger ingen tal for antallet af danske brugere, men DR Medieudviklingen 2014 skønner, at der i 2014 var tale om ca. 18 % i alderen fra 12 år. I Danmark er der et stadig stigende antal virksomheder, der har set mulighederne og er begyndt at lave markedsføringskampagner på Snapchat.

Sådan kommer du i gang med Snapchat

Snapchat som tidligere nævnt en mobil enhed, hvor brugerne kan sende billeder, tekst og videoer til hinanden. Som udgangspunkt forsvinder dette indhold hurtigt igen. Det er lynhurtigt at komme i gang som bruger på Snapchat, fordi du hverken skal bekymre dig om profilbillede eller biografi.

Du henter en app fra Google Play Store, Apple Store eller Windows Phone Store og skal så bare indtaste en e-mail-adresse og/eller et telefonnummer, vælge et Snapchatnavn, og du er klar til at starte.

Dine muligheder er nu som følger, du kan:

  • 1.    Tage et billede eller optage en video på op til ti sekunder
  • 2.    Tegne eller skrive på billedet, hvis du ønsker det
  • 3.    Angive hvor længe modtageren skal kunne se din besked, valgmulighed: fra 1 – 10 sekunder
  • 4.    Vælge en eller flere modtagere

Du kan vælge mellem to valgmuligheder ved afsendelse af en besked:

  • 1.    Snaps er direkte beskeder
  • 2.    Story er beskeder udsendt til alle, man er venner med på Snapchat.

I daglig tale benævnes begge typer som snaps.

Forskellen mellem de to former for besked er, at en snap er en-til-en kommunikation, der sendes til udvalgte venner i form af enkeltstående billeder eller videoer. Når modtageren har læst snappen, forsvinder den i løbet af maks. 10 sekunder.

En story er derimod en slags opslagstavle for din profil, hvor hvert opslag er tilgængeligt i 24 timer. Denne funktion er ikke en personlig meddelelse og kræver, at brugeren manuelt klikker sig ind på billedet eller videoen. Du kan sammensætte en story af flere dele nærmest som en komposition af billeder, videoer og tekst.

Nogle virksomheder har haft stor succes med at lave små film og tegnefilm.

NB! Du skal lige bide mærke i, at på Snapchat taler de ikke om brugere, følgere eller modtagere, men venner. Du skal derfor give Snapchat brugere en ekstra god grund til at blive ven med din virksomhed.

Fordele ved Snapchat

En af Snapchats største forcer er, at netværket sender beskederne direkte til modtagerens smartphone eller tablet, hvor de først bliver synlige, når modtageren åbner dem. Beskederne føles på denne måde langt mere personlige, og de har en høj grad af en-til-en kommunikation, når de sendes direkte til modtageren, i modsætning til f.eks. Facebook, hvor modtageren kan se, at flere hundrede allerede har reageret på en besked.

Din virksomhed kan udnytte Snapchat til at dele eksklusive informationer om dine produkter eller serviceydelser. Dette, at indholdet automatisk slettes efter maks. 10 sekunder, giver dine beskeder et ekstra lag af eksklusivitet. Din virksomhed kan regne med fuld opmærksomhed i 10 sekunder, hvilket er mere end en gennemsnitsannonce eksempelvis på Facebook får. Snapchat er et oplagt medie til at give dine Snapchat venner et særligt indblik i dine produkter og dermed oprette et stærkere bånd mellem dit brand og dine kunder.

Snapchat lancerede i 2013 funktionen Snapchat Stories, der giver din virksomhed mulighed for at sende en kombination af billeder og videoer, som dine Snapchat venner kan se mere end én gang, og i længere tid end de normale maks. 10 sekunder.

Denne funktion giver dig en unik mulighed for at dele back-stage-materiale. Du kan også vælge at holde dine Snapchat venner opdaterede om produktnyheder osv. Du skal selvfølgelig sørge for at holde gryden i kog, men skal på den anden side også passe på, at du ikke kommer til at spamme dine Snapchat venner med konstante opdateringer, da det vil give den modsatte effekt.

Du skal kort sagt sørge for at holde en fin balance mellem de mere eksklusive snaps og de mere rutineprægede opdateringer.

Udsendelsen af snaps er et godt alternativ til de traditionelle lange og tit ulæste nyhedsbreve, som traditionelt udsendes via e-mail.

Ulemper ved Snapchat

Snapchat netværket mangler den virale effekt, hvor vennerne kan dele indhold, og Snapchat kan let virke som lidt af en lukket klub. Du skal derfor være forberedt på, at det kan kræve en ihærdig indsats at opbygge en større vennekreds, fordi der er ingen, som bare falder over dit indhold.

Hvis du er meget heldig, kan du opleve, at en bruger screen­shotter din skærm og deler indholdet til sine venner eller andre medier. Eller hvis du er så heldig, at du kender nogle ivrige Snapchat brugere, som kan hjælpe dig med at sprede dine budskaber.

Der findes endnu ingen statistikprogrammer til Snapchat, derfor hvis du har brug for at lave en statistik over dine aktiviteter, skal du i gang med daglige manuelle registreringer.

En anden ulempe er, at du skal være på hele tiden. Du kan ikke drive en aktiv Snapchat profil i kontortiden fra kl. 8-16, men skal logge på med jævne mellemrum for at svare på henvendelser og ligeledes følge op på henvendelser.

Du kan læse mere om Snapchat i bogen:

markedsfoering-paa-sociale-medier