Anmeldelse af Webkommunikation 2008

af Martin Simonsen, Magister i kommunikation, marketingkoordinator
på www.kommunikationogsprog.dk

For nylig stod der i en artikel i Jyllandsposten, at otte ud af ti danske virksomheder mister
besøgende på nettet på grund af byggesjusk på deres websites. Problemerne strækker
sig lige fra fejl i selve opbygningen over overdreven brug af Flash til store problemer med
indeksering i søgemaskiner. Noget tyder altså på, at en del af de folk, der arbejder med
websites ude i virksomhederne, mangler et værktøj til nemt og overskueligt at kunne tjekke, om deres arbejde faktisk er i orden.

Et godt bud på et sådant værktøj er netop udkommet i form af Bente Vestergaards lille
bog Webkommunikation – præcis og målrettet.

Bogen ser nærmere på forskellige aspekter af fremstillingen af et website ud fra et
kommunikativt/markedsføringsmæssigt perspektiv. Der er ikke tale om egentlige trin fra start til færdigt website, men snarere om punktnedslag i vigtige aspekter.

Virkeligheden i mange mindre virksomheder er, at en eller få personer ved siden af andre opgaver laver og vedligeholder firmaets website. Derfor må den eller de personer forholde sig til alle disse forskellige aspekter af sagen, og her er denne bog en oplagt og meget nyttig hjælper, fordi den indeholder gode råd om alle disse aspekter i én og samme bog.

Bogen har et fyldigt kapitel om tekster til nettet, som blandt andet beskæftiger sig med hypertekst og metadata samt tydeligt beskriver nogle væsentlige forskelle på tekst til nettet i forhold til trykt tekst. Der er også et kapitel om opbygning af og navigering på websitet, lige som den meget vigtige søgemaskineoptimering får et kapitel. Endelig er der forslag til fremstilling af en designmanual samt et vigtigt kapitel med et kort og præcist forslag til brugervenlighedstests.

Bogen har et helt kapitel helliget tjeklister på, hvad der er vigtigt at huske inden for alle disse før omtalte aspekter af fremstillingen af et website. Dette kapitel er et rigtig godt værktøj.

Webkommunikation – præcis og målrettet hedder som undertitel En håndbog for virksomheder på nettet. Og det er lige præcis, hvad den er. Håndbogsformen med korte forklaringer og tjeklister gør bogen overordentlig overskuelig. Dens lidenhed bidrager yderligere til overskueligheden.

Bogen er lidt firkantet sine steder, for eksempel i beskrivelsen af, hvordan farver på links og placering af logoer bør være. Et sted fraråder forfatteren direkte, at man eksperimenterer. Det, synes jeg, er synd, da webmediet jo i mange henseender er et kreativt medie, der rummer uendelige muligheder midt i de tekniske begrænsninger. I stedet for at fraråde eksperimenteren, burde forfatteren måske nøjes med at fortælle, hvad der er mest almindeligt, og hvilke valg, man ikke går galt i byen med.

Bogen kan med stor fordel læses i sin helhed, da den kommer imponerende godt omkring i stoffet på de forholdsvis få sider. Den kortfattede og klare form gør bogen let tilgængelig, og specielt for nye webdesignere er den et godt sted at begynde.

Det er dog som opslags/håndbog, den har sin største force. Den logiske kapitelinddeling og tjeklister både i hvert kapitel og til sidst gør det let at slå op og læse om det specifikke problem, man lige sidder med.