Jeg hader Ilse Jacobsen

Det er ikke selve personen Ilse Jacobsen, jeg hader. Det er hendes rolle som ambassadør for Gigtforeningen, hvor hun optræder som repræsentant for leddegigtpatienter. Hun er de seneste år nærmest blevet verdensberømt i Danmark, og hun benytter enhver lejlighed til at understrege, at til trods for svær leddegigt, så kæmper hun videre, og hun har i løbet af få år klaret ikke blot at opbygge et større forretningsimperium, men også at agere mentor for flere iværksættere via hendes deltagelse i tv-programmet Løvens hule.

Hun har meget dygtigt formået at skabe sig et image som en meget stærk og sej forretningskvinde, til trods for at hun har lidt af leddegigt siden 1998. Hun har aldrig lagt skjul på, at hendes liv indimellem har været umenneskeligt hårdt, og en historie, som er blevet fortalt utallige gange, er, at hun mange gange har været så umanerlig træt, når hun kom hjem om aftenen, at hendes ben ikke ville bære hende. Og hvad gjorde hun? Hun kravlede såmænd ind ad indkørslen og op ad trapperne til sit hus. Det er i sandhed en fantastisk bedrift, som kun de færreste af os leddegigtramte vil kunne gøre hende efter af den simple årsag, at vores sølle gigtplagede knæ ikke ville kunne klare det. Historien melder ikke noget om, at hun måske ifører sig nogle meget solide knæbeskyttere, før hun starter på kravleriet.

I bogen ”Modne kvinder”, som udkom i 2017, fortæller Ilse Jacobsen bl.a., at hendes liv tog en positiv drejning to år tidligere. Hun sad i sin restaurant i Hornbæk og fortalte om sin sygdom, da en god bekendt, som er læge, pludselig sagde: ”Ilse hvorfor får du ikke biomedicin? ”Hendes svar var, at hun ikke vidste, hvad han talte om. Lægen forklarede, at lægerne normalt ikke vil ordinere biomedicin, fordi behandlingerne koster omkring 150.000 kr. pr. stk.

Ilse Jacobsen opsøgte så igen lægerne i Gentofte, og hendes sag kom efter sigende op i et råd, hvor læger sidder og bestemmer, hvem der skal have lov til at få en biologisk behandling, og Ilse Jacobsen blev til sin store glæde indstillet til behandlingen. Hun kender ikke den eksakte begrundelse for indstillingen, men mener at årsagen kan være hendes høje alder (født i 1960) og det faktum, at hun driver en virksomhed med ca. 200 ansatte og dermed er med til at skaffe arbejdspladser i kommunen.

Hun var ikke bare så heldig, at hun fik tilbudt Orencia biomedicin, hun slap også for at skulle møde op på hospitalet en gang om ugen som alle andre leddegigtramte for at få en indsprøjtning, men fik tilladelse til selv at sørge for det, så hun ikke skulle bruge sin kostbare tid på hospitalsbesøg.

Og Orencia har forandret Ilse Jacobsens liv radikalt. Hun fortæller, at hun ikke længere har så ondt i leddene, og de hæver heller ikke mere. Hun kan godt have perioder med smerter, men smertetærsklen er gået fra 10 nærmest til 1.

Det er dejlige nyheder, at Ilse Jacobsen har fået det meget bedre. Jeg vil oprigtigt ønske, at det samme vil ske for alle leddegigtramte i Danmark, hvor hovedparten ikke engang har overskud til at klare et flexjob på 15 timer ugentligt for ikke at glemme alle de leddegigtramte, som bliver tvunget til at gennemføre den ene arbejdsprøvning efter den anden. Leddegigt er jo for de fleste en usynlig sygdom, og mange sagsbehandlere i de forskellige kommuner har efterhånden hørt om Ilse Jacobsen og mangler måske derfor forståelse for, at leddegigt kan være en meget smertefuld og invaliderende sygdom, der tærer voldsomt på kræfterne og energien.

NB! Den gode lægeven, som ledte Ilse Jacobsen på sporet af biomedicin, har heldigvis ikke ret i sin antagelse, at en behandling med biomedicin koster 150.000 kr. Ifølge www.min.medicin.dk koster 4 stk. Orencia i pen eller sprøjte 10.833,45 kr.